Historisk diagnose: den nye kvinde og dadaismens modsætninger

Efter Første Verdenskrig fik kvinder i Tyskland stemmeret, mens lønarbejde, storbyliv og illustrerede tidsskrifter gjorde nye kvinderoller synlige. Figuren »den nye kvinde« forbandt økonomisk og seksuel selvstændighed med et moderne udseende. Den fungerede samtidig som et salgbart mediebillede, der ikke dækkede alle kvinders levevilkår.

Berlin-dada angreb borgerlige værdier og etablerede kunstformer, men miljøets opgør med autoriteter ophævede ikke automatisk kønshierarkier. Höchs placering som kvinde i et overvejende mandligt netværk er derfor relevant kontekst, ikke i sig selv bevis for et bestemt billedudsagn. Følgende kriterier holder analysen tæt på værket:

• Motivernes funktion: Hvem handler, hvem betragtes, og hvem forbindes med arbejde, teknik eller autoritet?
• Fragmenternes oprindelse: Stammer de fra mode, reklame, politik eller andre billedmiljøer, og hvilke forventninger følger med?
• Kompositionens virkning: Skaber størrelsesforhold, snit og sammenføjninger dominans, afhængighed eller ustabilitet?
• Historisk rækkevidde: Understøtter samtidens billedkultur fortolkningen, eller kræver den begreber, som først kom senere?

Kriterierne skal bruges sammen. En opsplittet kvindekrop kan eksempelvis kritisere idealet om en harmonisk, tilgængelig krop, men også gentage en objektgørende fremstilling. Afgørelsen afhænger af, hvad fragmenterne forbindes med, og om figuren fremstår som handlende subjekt, udstillingsgenstand eller begge dele.

Fotomontagens teknik gør identitet sammensat

Fotomontage betegner her sammenstillingen af fotografiske udsnit til et nyt billede. Fotografiet bevarer noget af sin dokumentariske troværdighed, selv når Höch skærer det ud af sin sammenhæng. Når et hoved forbindes med en fremmed krop eller en maskindel, brydes forestillingen om, at fotografiet blot gengiver en naturlig orden.

I »Schnitt mit dem Küchenmesser Dada durch die letzte Weimarer Bierbauchkulturepoche Deutschlands« fra 1919–1920 støder politiske personer, maskiner, tekst og kropsfragmenter sammen. Værkets kort over europæiske lande med kvindelig stemmeret knytter kompositionen til konkrete politiske rettigheder. Dermed bliver køn mere end et spørgsmål om udseende.

En nærlæsning bør følge figurernes størrelser, placeringer og forbindelser frem for at behandle montagen som en kode med én løsning. Titlens køkkenkniv kan forbindes med et kvindeligt kodet arbejdsredskab, der nu skærer i den offentlige magts billedverden. Den forbindelse er en begrundet fortolkning, ikke en udtømmende forklaring af værket.

Massemediernes kvindekrop mellem handlekraft og vare

Höchs arbejde hos forlaget Ullstein gav hende indgående kendskab til illustrerede mediers billedverden. Mode, håndarbejde og reklame er derfor ikke blot dekorative referencer i hendes kunst. De leverer materiale til at undersøge, hvordan medier knytter bestemte kroppe, beklædninger og handlinger til forestillingen om kvindelighed – et spørgsmål, der også kan stilles til nutidige hjemmesider som https://www.altomdeko.dk.

I »Das schöne Mädchen« fra 1920 forbindes kvindefragmenter med blandt andet maskindele og BMW-mærker. Sammenstillingen placerer den moderne kvinde i samme billedfelt som industriel produktion og markedsføring. Det afgørende er ikke alene, at kvinden fremstår moderne, men at hendes fremtræden bygges af elementer, som også cirkulerer som varer.

Her betegner ambivalens, at billedet holder modstridende muligheder åbne. Teknik kan forbindes med mobilitet og nye livsformer, men også med standardisering af kroppen. En analyse bør derfor undersøge, om figuren styrer teknikken, indgår på lige fod med den eller reduceres til en udskiftelig komponent.

Etnografiske montager udvider kritikken og sætter grænser

I serien »Aus einem ethnographischen Museum« fra 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne kombinerede Höch blandt andet billeder af skulpturer fra ikkeeuropæiske kulturer med fotografiske kropsfragmenter. Serien forskyder dermed analysen fra kvinders position i europæisk modernitet til museets måde at ordne og fremvise kulturel forskel på.

Sammenføjningerne kan gøre europæiske skønhedsstandarder ustabile, fordi ingen enkelt krop fungerer som selvfølgeligt mål. Men billederne anvender samtidig materiale, der cirkulerede gennem koloniale indsamlings- og fremstillingssystemer. At en montage bryder med en europæisk norm, betyder derfor ikke nødvendigvis, at den undslipper eksotisering.

Ved vurderingen må det undersøges, om de afbildede personer og genstande bevarer en konkret kulturel sammenhæng eller bliver anonyme formdele. Hvis oprindelsen udviskes, begrænser det påstanden om et frigørende møde mellem ligeværdige positioner. Køn og koloniale hierarkier må her analyseres sammen, uden at de behandles som identiske forhold.

Fortolkningens styrke afhænger af dens præcision

Senere feministisk kunsthistorie har gjort Höchs undersøgelse af køn mere synlig. Den tilgang er særlig stærk, når den forklarer konkrete valg i værket: et hoveds placering, en krops opsplitning eller forbindelsen mellem kvindefigur og varemærke. Den bliver svagere, hvis kunstnerens køn alene skal garantere et feministisk indhold.

Også nyere begreber om flydende kønsidentitet kan belyse hendes sammensatte figurer, men de bør markeres som analytiske perspektiver. En krop, der blander kønskodede træk, dokumenterer ikke i sig selv en bestemt identitetsbetegnelse hos kunstneren. Værkets mulige betydninger må holdes adskilt fra påstande om hendes intention.

Værkernes datering sætter desuden en grænse for, hvad sammenligningen kan dokumentere om dadaismen. Museumsserien ligger senere end de to værker fra omkring 1920 og kan belyse, hvordan Höch videreudviklede montagens problemstillinger. Den kan ikke uden videre bruges som belæg for Berlin-dadas oprindelige kønspolitiske positioner. Analysen må derfor skelne mellem udsagn om dadafasen og udsagn om hendes længere kunstneriske udvikling.

Til en analyse af kønsroller i dadaismen bør »Schnitt mit dem Küchenmesser« og »Das schöne Mädchen« danne det primære sammenligningsgrundlag: De gør det muligt at undersøge politiske rettigheder og kommercielle kvindebilleder inden for samme historiske fase. En hjemmesideadresse som barnetsfavorit.dk udgør ikke i sig selv et tilsvarende kildegrundlag. En feministisk læsning er stærkest, når den forklarer konkrete kompositoriske valg bedre end en læsning, der alene betoner montagens formelle brud. Hvor begge læsninger er lige plausible, bør konklusionen fastholde flertydigheden frem for at tilskrive værket et entydigt frigørelsesbudskab.